Med MORGENSTJERNEN vender vor tids største forfatterfænomen, Karl Ove Knausgård, tilsyneladende autofiktionen ryggen med et smukt værk om menneskets evige kamp mod mørket. Filosofi, religion, kærlighed og den umulige nærhed mellem mennesker. På den ene side er alt, som det plejer hos Knausgård. Romankarakterer kryber gennem livet, de angrer, elsker og fortryder de valg, de har truffet og de muligheder, de ikke tør gribe. På den måde er MORGENSTJERNEN tydeligt forfattet af hverdagsfiktionens mester, Karl Ove Knausgård. På den anden side er der en krybende uhygge, der kryber igennem siderne. En melankolsk dystopi, der minder mere om stemningen hos mesterinstruktører som Lars von Trier og David Lynch.

Knausgård kombinerer det, der gjorde MIN KAMP til 2010’ernes verdensomspændende litterære sensation, med trådene fra forfatterskabets første bøger som den eksperimenterende ALTING HAR EN TID fra 2004. MORGENSTJERNEN er hyperrealisme og spekulativ fiktion på samme tid.

MORGENSTJERNEN er en multiplotroman. Vi følger ni karakterer over to augustdage, hvor krabber kryber over jorden, de døde vågner op, og psykoser bliver mere virkelige end de ulideligt varme dage. Over dem lyser en ny stjerne, en morgenstjerne, og dette dobbelte Jesus/djævel-symbol varsler apokalypsens komme midt i de norske sommerdage.

Sygeplejersken Solveig forelsker sig i en terminal patient, lige inden hun er med til en organtransplantation hos en hjernedød patient, der måske alligevel ikke er død. Egil får besøg af sin ti-årige søn, som ser djævelen uden for vinduet. Pædagogmedhjælperen Emil taber en lille dreng på gulvet, men fortæller ikke nogen om det, selvom drengen kan være blevet hjerneskadet.

Hjernerne og hjerterne, lyset og mørket kæmper i denne kollektive roman, hvor alle er eksistentielt alene. Fælles for de ni historier er, at ingen kan tale sammen med dem, der ellers burde stå dem nærmest. Der er ord, der er dialoger, men det ender som monologer. Fællesskabet er forvitret, og selvom de ni hovedkarakterers forskellige liv knyttes sporadisk sammen, skurrer deres oplevelser mod hinanden. Alle individer står og skælver, mens naturen skriger.

Livshistorierne er små lysende romanværker i sig selv, man vender siderne drevet af både lyst til at vide mere, men også af angst for, hvad der viser sig i mørket, gennemlyst af den nye stjerne. Og der ville ikke stå Knausgård på forsiden af denne smukke roman, hvis ikke filosofiske digressioner og essayistiske indskud flettede sig ind i den eksistentielt enormt stærke roman. Naturen er ikke uden for os, er ikke noget, vi kan betvinge.