Man kan mærke trækken fra de utætte vinduer, lugte gassen og føle kulstøvet i halsen i Douglas Stuarts debut-roman, for dette er Storbritannien i 1980’erne under Margaret Thatcher med strejker og inflation og en arbejdsløshed på 27 procent, fordi "jernladyen" tager penge fra offentlige investeringer og lukker de store industrier under parolen "lad falde hvad ikke kan stå". Nok bor folk ikke ligefrem på gaden, men børnene går sultne i seng, fordi ugelønningerne bliver brugt på sprut, og allerede som teenagere bliver de hullede tænder trukket ud og erstattet med gebisser. "Først med denne roman forstår jeg, hvad Thatchers politik gjorde ved Storbritannien," sagde Englandsekspert og korrespondent Lone Theils i Skønlitteratur på P1 i foråret, da romanen udkom.

Især mændene bliver ramt hårdt på deres identitet som forsørgere, og for lille Shuggie bliver det en kamp at navigere i en verden, hvor de maskuline værdier konstant prøver at manifestere sig selv med rå fysikalitet. Shuggie falder på næsten alle parametre udenfor. Han er sart, feminin, forfængelig. Queer som man i dag ville kalde det.

Som bekendt skal man altid være påpasselig med at sammenblande roman-jeg og forfatter-jeg, men isoleret set er Douglas Stuarts egen biografi meget tæt på romanens virkelighed. Stuart voksede selv op i en fattig Glasgow-forstad, som den yngste af tre søskende med en enlig mor, som døde af alkoholmisbrug, da han var 16 år gammel. Og han sprang tidligt ud som homoseksuel, tog en uddannelse i modedesign og bor nu i New York med sin mand, Michael Cary. Faktisk ville Stuart have studeret engelsk på universitet, men han blev frarådet at gøre det, fordi "det er ikke noget, drenge med din baggrund normalt gør." Så han begyndte i stedet en karriere i modebranchen, og i hemmelighed skrev han i 12 år på SHUGGIE BAIN sent om aftenen og tidligt om morgenen på vej til og fra arbejde i New Yorks subway.

1.600 sider fyldte det første udkast. Og 40 navne stod på listen over de forlag, som ikke ville udgive den. Som nævnt skal en roman kunne stå alene, men Stuarts biografi understøtter alligevel den troværdighed, der lyser ud af siderne i SHUGGY BAIN. Måden gasmåleren lirkes op på for at få sammenskrabet lidt småmønter til en sixpack dåseøl. Fedtklumperne i dåseskinken, der spises på det næringsfattige, hvide sandwichbrød. Taxachaufføren, der sniger en hånd ned i bukserne på den 10-årig Shuggie, som kører gennem Glasgows nat for at finde sin mor.

Interessen i især Storbritannien handler nemlig også om de foruroligende paralleller til i dag, hvor eksempelvis branden i London-højhuset Grenfell Tower i 2017, hvor 71 mennesker blev dræbt, regeringens modvilje mod at tilbyde skolemad og deres håndtering af covid-epidemien, bringer minder tilbage til Thatcher-tidens sociale ulighed.

Juryformand Margaret Busby motiverede tildelingen af Booker-prisen med, at SHUGGIE BAIN er en "så utrolig følelsesladet, nuanceret bog, som det er svært at glemme", og pegede på, at den har potentiale til at blive en klassiker. Så måske er denne debut begyndelsen til noget stort. Douglas Stuart er allerede færdig med sin anden roman, og ’Loch Awe’, som den hedder, er en kærlighedshistorie om en protestantisk fyr og en katolsk fyr, der forelsker sig i hinanden, og udkommer næste år i april.

Eller som Douglas Stuart sagde i sin takketale, da han i november 2020 – som den kun anden skotte i de seneste 50 år - modtog Bookerprisen under overværelse af blandt andre Barack Obama, Kazuo Ishiguru og Margaret Atwood. "Jeg vil gerne takke min mor. Hun er på hver side i denne bog."

Udvalgt af redaktøren i Samlerens Bogklub som månedens bog i august 2021.