Kazuo Ishiguro første roman efter nobelprisen i 2017 om ensomhed, kærlighedens altoverskyggende mening og en maskine, der er snublende tæt på at være menneske. KLARA OG SOLEN foregår i en nær fremtid i USA, hvor genmanipulation graver endnu dybere grøfter mellem klasserne og såkaldte KV’er – Kunstige Venner – er ethvert barns højeste ønske.

KLARA OG SOLEN er en tankevækkende, eksistentiel pirrende og ægte rørende roman fra en mesterlig forfatter. Ishiguro siger selv sådan her om bogen i et interview: "KLARA OG SOLEN handler om den menneskelige sjæl. Den stiller spørgsmålene: har mennesket en unik kerne – og hvad er meningen med kærligheden mellem mennesker. Det lyder måske prætentiøst, men det er det, romanen kredser om. Jeg ville skrive en bog om håb og optimisme."

Det er en verdensbegivenhed, når en nobelprisvinder udgiver sin første bog efter prisen. Men vigtigere end al hurlumhejet er værket. Og hvilket værk!

Klara er KV’er, begavet eller programmeret med en usædvanlig observationsevne. Fra sin plads bag butiksruden observerer hun adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på udvalget af venner. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter. En Ishiguro-roman slipper ikke en foreløbig, den lever videre, lever inden i.

KLARA OG SOLEN er en dybt betagende roman og den bærer kimen til en indre intellektuel og følelsesmæssig samtale om, hvad liv, tro og håb er. Men størst af alt er kærligheden.