Profeterne i Evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden

Kolonien Sukkertoppen, Vestgrønland 1793.

En kvinde sparkes ud over en klippe og falder i døden. Koloniens danske præst, Morten Falck, længes hjem. Hans grønlandske hjælpepræst fortæres af vrede og sorg. Fjendskabet vokser mellem grønlændere og kolonister. Der kommer skib én gang om året.

Langt inde i landet er der udbrudt oprør blandt de kristne grønlændere ledet af profeterne Habakuk og Maria Magdalene, hans kone. De drømmer om frihed, lighed og broderskab, 4000 km nordvest for Paris og Den Franske Revolution.

Morten Falck er splittet: Skal han håndhæve den danske overmagt eller lade sig beruse af de grønlandske frihedsdrømme?

Profeterne i Evighedsfjorden er inspireret af virkelige hændelser. Den færdes i Københavns stræder og på grønlandske udsteder, tager på sørejse og hvalfangst, på fodrejse gennem Norge og er vidne til Københavns store brand i 1795.

Et uberørt stykke kolonitidshistorie på godt og ondt. Kim Leine har velfortjent vundet Politikens Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, Weekendavisens Litteraturpris og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen.
  • Antal sider528
  • Højde220 mm
  • Bredde145 mm
  • Dybde37 mm
  • Vægt646 g
  • FormatIndbundet
  • Bestillingsnr271338
  • GenreHistoriske romaner
Klubpris149,95 kr.

Forfatter

Kim Leine

Kim Leine, født 1961 i Norge, kom til Danmark som 17-årig. Efter en uddannelse som sygeplejerske arbejdede han i 15 år i Grønland. I 2004 vendte han tilbage til Danmark, hvor han i 2007 debuterede som forfatter med erindringsromanen KALAK, en rå skildring af en danskers tilværelse og nedtur i det moderne Grønland.

Kim Leines anden roman, VALDEMARSDAG fra 2008, udspiller sig i mellemkrigstidens København. Hele bogen foregår på en enkelt dag; den 15. juni 1938, Valdemarsdag. Bogen omhandler en familietragedie og et blodigt jalousimord. I 2009 fulgte romanen TUNU, hvori Kim Leine søger tilbage til Grønland. Denne gang lægger landet scene til fortællingen om en ung, mandlig, dansk sygeplejerskes møde med det grønlandske samfund og bygdkulturen.

I 2012 udkom Kim Leines store historiske roman PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. Inspireret af virkelige hændelser handler den meget roste roman om den danske præst Morten Falck, der udstationeres i Grønland i slutningen af 1700-tallet. Romanen er solgt til udgivelse i indtil videre 23 lande, herunder Tyskland, USA, England og Frankrig. Kim Leine har samtidig modtaget adskillige store priser for romanen – bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær.

 I 2015 var han klar med nok en stor historisk roman, AFGRUNDEN, som følger tvillingebrødrene Kaj og Ib i perioden 1918 til 1944 - som bl.a. Finlandsfrivillige i borgerkrigen, igennem fredstid i Danmark og senere under besættelsen og med i modstandskampen. Og i 2016 fulgte romanen DE SØVNLØSE, om en dag i en grønlandsk by i sommeren 2025, hvor solen aldrig går ned.

I marts 2018 var forfatteren aktuel med RØD MAND/SORT MAND - en selvstændig fortsættelse af PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. Det er en stor fortælling om koloniseringen af Grønland i 1728, om præsten Hans Egede og åndemaneren Aappaluttoq, om vældige naturkræfter, død, druk og ondskab, om mødet mellem to kulturer, om fædre og sønner, og to mænd, der kæmper om en drengs sjæl og om de djævle, der driver os mod døden og fortabelsen eller forklarelsen.

Senest har Kim Leine været aktuel med romanen DANSK STANDARD (2019) - en mørk fortælling om ondskab og Kim Leines første bog i horrorgenren. 

Kim Leine har også fået udgivet flere børnebøger - herunder DRENGEN DER DROG NORDPÅ MED SIN FAR FOR AT FINDE JULEMANDEN (2015), SKOVPIGEN SKÆRV (2016) og PIGEN DER KUNNE TALE MED HUNDE (2017).

Foto: Robin Skjoldborg, 2018

Produkter i samme kategori

Bøger af samme forfatter