Et latterligt menneskes drøm

"Alt var imidlertid blevet mig så ligegyldigt at jeg havde ønsket mig at finde et øjeblik hvor alting ikke var helt så ligegyldigt.” Sådan gør bogens unavngivne fortæller status over sin livssituation. Straks ved man, at vi er i klassisk Dostojevskij-land: Den dybe, eksistentielle fortælling om et menneske, der føler sig fremmed og fortabt i verden.

Da vi møder fortælleren, er han på randen af selvmord. Følelsen af ubetydelighed har gjort, at han er forfaldet til dystert vanvid. Han når aldrig at skyde sig selv, men falder i søvn med pistolen i hånden.

I sin søvn begynder han at drømme om en verden, hvor menneske og natur lever sammen i kærlig symbiose. Videnskab og teknologi er fremmede koncepter. Og politik og begær har endnu ikke korrumperet sindene. Ikke overraskende ændrer alt dette sig, da vores nihilistiske fortæller træder ind i billedet og splintrer Paradis-idyllen.

ET LATTERLIGT MENNESKES DRØM er som at læse Dostojevskijs udgave af syndefaldet. Og det er en latterligt god historie, som forbilledligt repræsenterer den form for realistiske menneskeskildring, der har gjort Dostojevskijs litteratur udødelig.