34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt kun 29,95 kr.
De tabte minders ø
Nyhed

De tabte minders ø

Læseprøve
Lytteprøve
På en ø et ikke nærmere defineret sted, afskåret fra omverdenen, forvinder ting regelmæssigt. Ikke sådan at de bliver væk. Nej, de forsvinder både i helt konkret forstand og holder samtidig op med at eksistere i folks bevidsthed og hukommelse. Sådan har det været i lige så lang tid, øens indbyggere kan huske, og de fleste er for længst holdt op med at stille spørgsmålstegn ved forsvindingerne – som både finder sted som et naturfænomen og samtidig håndhæves brutalt af de såkaldte mindejægere, et slags militærpoliti, som sørger for, at de sidste rester af en førhen eksisterende genstand eller et begreb også forsvinder fra folks bevidsthed. 

Bogens unavngivne hovedperson er forfatter, bor alene og lever et simpelt liv, hvor hun skriver sine romaner i hånden og afleverer sine romanmanuskripter til sit forlag. Og hver dag spekulerer hun på, hvad det næste mon bliver, som kommer til at forsvinde. 

Men tilsyneladende er det ikke alle på øen, som uden videre glemmer de ting, som forsvinder. Nogle kan stadigvæk huske en parfumes duft, lyden af en mundharmonika eller dengang øen var forbundet til omverdenen med skibe. En af dem er jeg-fortællerens redaktør, R, som derfor er i overhængende fare for at blive anholdt af mindejægerne, hvis de finder ud af, at han ikke glemmer. Derfor beslutter vores protagonist sig for, med hjælp fra sin eneste ven, en gammel mand, hun har kendt siden hun var barn, at skjule R i sit hus. De to indretter et hemmeligt rum – forunderligt konstrueret mellem to etager - hvor R kan være i sikkerhed for mindejægerne. 

Yoko Ogawa har i interviews fortalt om sin fascination af ANNE FRANKS DAGBOG, og sammenligningen med den stilfærdige redaktør i den hjemmebyggede kælder og den hollandske familie, der under 2. verdenskrig gemmer sig for nazisterne, er oplagt. Men Ogawas prosa er kun glimtvis konkret og realistisk, og ofte befinder vi os i en verden badet i et ulogisk og drømmeagtigt skær som i en fabel. Øen er på en gang et landsbysamfund afskåret fra omverdenen, hvor man går på markedet for at købe fi sk og grøntsager, men samtidig kører der hurtigtog, og mindejægerne er udstyret med højteknologiske våben. Og hvilken magt styrer dem i øvrigt, og hvad er deres motiver? 

DE TABTE MINDERS Ø minder på mange måder om en anden fremragende roman, EN FORTÆLLING OM BLINDHED af argentinske Jose Saramago (Nobelprisen i Litteratur 1998), hvor indbyggerne i en ikke nærmere præciseret storby en efter en bliver blinde. Og lige så konkret epidemien af blindhed – og de rædsler, borgerne gradvist udsættes for i takt med at sygdommen rammer flere og flere – er, lige så metaforisk og drømmeagtig er den også. 

 På samme måde også i DE TABTE MINDERS Ø. Når fugle, roser og fotografi er forsvinder, bliver de også – metafysisk - slettet fra folks hukommelse. Men når mindejægere kontrollerer øen, sker det lige så realistisk brutalt, som når SS-officererne ransagede folks hjem på jagt efter jøder på Anne Franks tid. Sådan er Ogawas prosa. Hun kan tage noget hverdagsagtigt og give det et skær af den fremmedhed, magi og desorienterethed, man også får af at læse Kafka. Og mens man nyder den smukke og stilfærdige prosa, forsøger man hele tiden at forstå, hvad det er, Yoko Ogawa prøver at fortælle os om tab, menneskelighed og kærlighed. 

Som her, hvor alle blomster en dag begynder at holde op med at eksistere: ”Rosenbladene var ikke visne. De virkede friskere og endnu mere strålende, end jeg nogensinde havde set det før, sikkert på grund af det kolde vand i floden. Og deres duft, som blandede sig med morgendisen, der steg op fra floden, var nærmest kvalmende stærk. Floden var dækket af rosenblade, så langt øjet rakte. Mine hænder havde ryddet overfladen et kort øjeblik, så man kunne se vandet, men andre rosenblade havde straks dækket hullet igen. Det var, som om bladene var hypnotiserede og blev trukket ned mod havet. Jeg smed de rosenblade, der havde klæbet til mine hænder, tilbage i floden. Nogle var krøllede i kanterne, andre var pastelfarvede, atter andre var meget dybe i farven, og på nogle sad støvdragerne stadig tilbage. De klæbede fast til kanten af vaskepladsens mursten et øjeblik, men blev straks revet med af strømmen og fl ød videre, så jeg ikke længere kunne skelne dem fra de andre rosenblade.” Og et par dage senere findes roser - og minderne om dem - ganske enkelt ikke længere. 

Er det en Orwellsk kommentar til vores tid, hvor udviklingen går så stærkt, at fortiden glemmes, og hvor cancel culture vinder frem, når man vil lukke ned for upopulære synspunkter? Eller handler den om vores tid lige nu, hvor pandemien har indskrænket vores frihed og vendt op og ned på normalitetsbegrebet? Ja, nej og måske. For bogen kom på japansk helt tilbage i 1994, men sådan har litteratur som bekendt evnen til at skrive sig fri af tid og rum. 

 Mette Holm har oversat fra japansk til et smukt, lydefrit dansk, og det er jo et kæmpe ansvar at oversætte fra et sprog, meget få os af os har mulighed for at krydstjekke i forhold til originalen. Og tak, Mette, for at bogen har fået sin poetiske titel i stedet for den dovne ’The memory police’, som engelsksprogede læsere må leve med.
  • Antal sider256
  • Højde206 mm
  • Bredde134 mm
  • Dybde26 mm
  • Vægt469 g
  • FormatIndbundet
  • Bestillingsnr401825
  • GenreSkønlitteratur: generelt,Spændingslitteratur,Spekulativ skønlitteratur
Klubpris199,95 kr.

Bøger i samme genre