De andre

Lyrisk og rå, rasende og øm. Mikael Josephsen tegner et skarpt portræt af gadens børn, der bliver voksne. En kollektiv hjemløseroman båret af politisk prosa og sproglig poesi.

"Junk er at skyde kærlighed lige ind i kroppen." Sådan tænker Bo, når han med selvglæde i sine skridt forlader det toilet på torvet i en provinsby, hvor han netop har klaret sit morgenfix. De gode minutter ligger endeløse foran ham, inden tandpinen, abstinenserne og mørket tager over igen. Klokken er ikke en gang 7 om morgenen og han har aftalt med rengøringsdamen, at hun ikke smider ham ud, hvis han forsvinder inden hendes morgenvagt. Men Bo har ingen steder at tage hen, hans skridt mister deres fjedren, hans krop er svag.

Bo husker tilbage på det første fix, med Osten og Skævben, det var dengang i 1980’erne, hvor drømmene var store og tjalden hjalp dem lidt på vej. Nu er alle illusioner bristen og vennerne er der ikke længere. Årene er gået, alt andet end sporløst, og Bo skylder pusherne penge, gælden vokser hver dag. Så møder han Hanne, hun er bibliotekar på det lokale bibliotek, de forelsker sig i hinanden, han kommer ud af sit misbrug og flytter ind i hendes hus. Han får et arbejde. Det føles som en frikendelse, et nyt liv. Men gaden er magnetisk. Den findes i kroppen som et sug, et lokkende træk henimod afgrunden, uanset hvor langt væk fra den, han kommer.

DE ANDRE er en barsk skildring af det Danmark, vi ikke kender. En rå kollektivroman om hjemløshed, men med de små lommer af lys, der hænger ved. For der er ting, som end ikke gaden kan gøre hårdt; en lille blufærdighed i fællesbadet på havnen, et aparte venskab, en drøm om et hjem.