Davids bror

WEB: Det kan lyde paradoksalt, at en forfatter ikke bryder sig om ord, men sådan en forfatter var Kjell Askildsen faktisk. Eller brød sig om er måske for meget sagt, men den norske forfatter var bare en meget stærk fortaler for en skarp dossering af sine sproglige virkemidler. ”Der findes alt for mange ord i omløb i verden, den, der siger for meget, har ikke sine ord i behold,” skrev han engang. Minimalist kunne man kalde ham, men den betegnelse brød han sig ikke selv om, og selvom han i sin prosa formåede at lade beskrivelser af personer og begivenheder stå ufortalt svævende på papiret, så var han dybt optaget af mennesker på den mest indsigtsfulde måde. Misantrop blev han også kaldt, men hvis han var det, var det en munter en af slagsen. Eller sådan var det i hvert fald i store dele af forfatterskabet.

DAVIDS BROR, som Kjell Askildsen skrev i 1957, og som udkom på dansk få måneder inden hans død, hører ikke til den mest muntre af nordmandens bøger. I den lille roman skildres mødet mellem brødrene Frans og David. En dag, efter at have været forsvundet i tre år og erklæret død, dukker storebror David pludselig op. DAVIDS BROR er alvorsfuld, symbolladet realisme, og man mærker inspirationen fra Beckett, Hemingway og Kafka på siderne – ligesom den i høj grad er norsk i Askildsens eget opgør med det indremissionske. Det kan lyde tungt, men er det på ingen måde.