Lærke Winther

Når jeg læser en god bog, kan jeg mærke den hele tiden. Det kan være, at bogen får mig til at reflektere Lærke Winther  over noget eller til at være i den stemning, der er i bogen. Det kan også være historien og karaktererne, der gør, at jeg går og tænker over den, savner den og glæder mig til den. Jeg elsker at være i gang med en god bog, det er som at have penge i banken. Derfor hader jeg også at blive færdig med en god bog. Hvis jeg er helt opslugt, begynder jeg allerede at ærgre mig, når der er 50 sider tilbage, og det kan tage lidt tid, før jeg bliver klar til at læse en ny.  Nogle gange er løsningen at læse alle andre bøger af forfatteren, så tager jeg hele forfatterskabet i streg, indtil jeg er mæt.

Jeg læser ofte, når jeg ligger ned. På sofaen, i sengen, på et tæppe på græsset. Jeg læser også når jeg egentlig ikke har tid. Jeg har fundet ud af, at en god bog er det bedste middel mod stress. Bare et kvarter eller 20 minutters læsning, så er det som om hele systemet kommer i balance. Det er bedre end en power nap, og jeg bruger det på samme måde. 

De seneste bøger, som gjorde stort indtryk på mig, er bl.a. FRANK VENDER HJEM af Kristian Bang Foss og Stine Pilgaards MIN MOR SIGER. Begge gjorde sådan indtryk, at jeg måtte læse alle Stine Pilgaards og Kristian Bang Foss ́ bøger efterfølgende.  Jeg er vild med dem. Jeg har læst mange danske forfattere på det sidste, og jeg synes, at der er mange virkelig gode; bl.a. Malene Ravn, Stine Askov, Olga Ravn og Thomas Korsgaard. Men jeg faldt også over Michael Cunninghams TIMERNE, som jeg engang havde købt i en lufthavn, den vil jeg også gerne fremhæve. Og FRUEN af Malene Lai Raben.

Jeg kneb en tåre, da jeg læste UD OG STJÆLE HESTE af Per Petterson.  Den beskriver længslen mellem mennesker på en måde, der rørte mig dybt. Det er en meget smuk bog.

Jeg elsker bøger med humor, og jeg har bl.a. grinet til DØDEN KØRER AUD af Kristian Bang Foss, SPEJL SKULDER BLINK af Dorthe Nors, METER I SEKUNDET af Stine Pilgaard og CAMILLE CLOUDS BREVKASSE af Line Knutzon. De bøger har alle den form for humor jeg holder af, og der er komisk timing mellem linerne.
Jeg elsker at være i gang med en god bog, det er som at have penge i banken.
Jeg synes, at alle gode bøger gør mig klogere på mig selv. Nogle gange kan det være en enkelt formulering, der rammer helt rent og får mig til at se mit liv eller mig selv i et andet, og måske klarere lys. Eller det kan føles som en genkendelse og en sær befrielse at se egne tanker præcist formuleret af en anden. FRUEN af Malene Lai Raben han mange formuleringer, der ramte mig rent. Jeg er selv barn af 70'erne og var helt revet med af fortællingen, relationerne og tankerne i bogen. Det er en meget stærk bog, synes jeg.

En forfatter, jeg virkelig beundrer, er Tove Ditlevsen. Hende har jeg været meget opslugt af. Hun rammer mig på en måde, så jeg ofte må læse passager flere gange. Når jeg går rundt på Vesterbro, tænker jeg ofte på, at hun har gået de samme steder. Jeg prøver at regne ud, præcis hvilken lejlighed hun boede i, og jeg forestiller mig de situationer, hun beskriver så levende udspille sig foran mig.

En bog, jeg ofte anbefaler folk at læse er EKSTREMT HØJT OG UTROLIG TÆT PÅ af Jonathan Safran Foer. Det var i mange år min yndlingsbog, som jeg derfor anbefalede til alle. Nu anbefaler jeg mere bøger ud fra, hvor folk er i livet, eller hvordan de har det. UD OG STJÆLE HESTE har jeg givet til meget voksne mænd, der har knas i en far-relation. Hvis man er ung og forvirret, så er det NAIV SUPER af Erland Loe. Hvis man trænger til at grine og at føle, at man ikke er den eneste tosse i verden, så anbefaler jeg Erland Loe, Dorthe Nors og Stine Pilgaard. Hvis man trænger til en velskrevet moppedreng, så er der Jonathan Franzens romaner.

Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er FARSKIBET af Glenn Bech, som jeg har lige har hentet i min dejlige lokale boghandler, Thiemers Magasin. Mange boghandlere har en corona-ordning; man kan bestille bøger online og hente dem ved butikken. Så man kan godt støtte sin lokale boghandler under lockdown.