34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Geeti Amiri

Geeti Amiri er debattør, forfatter og foredragsholder og har især markeret sig inden for integrations- og ligestillingsdebatten. Lige nu er hun aktuel med sin første roman MOSAIK, som handler om den svære kunst at skabe en identitet på tværs af kulturer. Her fortæller hun om at finde et hjem i litteraturen.

Af Benjamin Bjerre


Jeg læser, fordi en klog mand engang sagde ”at rejse er at leve”, og vi lever igennem litteraturen, fordi vi tages med på rejser i universer, der ellers var os ukendte. Jeg læser fordi, det i en verden, hvor der konstant afkræves svar, resultater og handling, er en gave at have tid til fordybelse. I min ideelle verden har vi alle en time om dagen, som kan tages ud til at fordybe sig i noget såkaldt unyttigt. Jeg tror virkelig, det vil give os alle evnen til at mærke efter. Derfor læser jeg. Det lærer mig at mærke efter. 

Da jeg for første gang mødte litteraturen, gav det mig følelsen af at have et hjem, at høre til og blive genkendt. Som tværkulturelt individ, født i Kabul, formet i København, har jeg ikke fået fællesskaber som jævnaldrende, der aldrig har kendt til tilværelsen på flugt. Litteraturen rummede mig, gav mig et sprog på tværs af kultur og sammenstød, som har lært mig at være blid og barmhjertig - først og fremmest over for mig selv. 

Litteraturens rum giver mig mulighed for at forstå livet. I dag møder de fleste af os ikke andre end dem, som ligner os i forvejen. Det er en skam, for særligt som underviser på SOSU-uddannelsen ser jeg, at vores klasseopdelte samfund har direkte indflydelse på vores rummelighed over for hinandens valg - også de mindre gode af slagsen. Derfor er det så vigtigt med litteratur, der repræsenterer et andet liv end det, der leves i middelklassen. Fordi det så er middelklassen, som skal forstå underklassens kvaler, i stedet for at underklassen altid skal evne at mime overklassen. 

Læsning har hjulpet mig til at sætte problemer til debat. Som en, der både bærer hatten som debattør og forfatter, er det min oplevelse, at mange forfattere vægrer sig ved titlen som debattør, fordi det anses som noget mindre fint, men jeg synes, det er et adelsmærke at være debattør. Når jeg læser, skal jeg mærke det under huden. Det skal krible og krable i mit univers, så jeg kan mærke det. 

Den første bog, jeg læste, der væltede mig helt omkuld, er svær at nævne titlen på, fordi jeg har en bog for alle perioder af mit liv, men den seneste, jeg læste, som virkelig væltede mig omkuld, er Tove Ditlevsens GIFT. Jeg fik det fysisk dårligt af at læse den, og den fik mig til at indse nogle kærlighedsmønstre, jeg har haft for vane at gentage i håbet om at finde et hjem.

 

Litteraturen rummede mig, gav mig et sprog på tværs af kultur og sammenstød, som har lært mig at være blid og barmhjertig - først og fremmest over for mig selv.  En læseoplevelse, der har været med til at forme mit menneskesyn, er BOB af Helle Helle, som virkelig åbnede en ukendt verden op for mig. Jeg har altid romantiseret det unge par, vi møder i BOB, men sagen er den, at de er lige så destruktive og selvudslettende i en misforstået opfattelse af kærlighed, voksenliv og identitet, som jeg har haft for vane. Men forskellen har bare altid været, at jeg har båret forskellige etiketter, som flygtning, fattig og for vanskelig, fordi jeg er et systembarn, så jeg har kunnet italesætte mine destruktive og selvudslettende tendenser. Men for dem, der ikke er så “heldige” at kunne pynte sine skavanker med diverse titler, er det en forbandelse, at de er så “normale”. 

En bog, jeg synes, alle politikere eller debattører burde læse, er i al beskedenhed min egen debutroman, MOSAIK. De fleste politikere har en holdning til den danske folkeskole, integration og identitet, men ser vi på Christiansborg, så ligner næsten alle politikere hinanden, og dermed har få af dem erfaringer med folkeskolen, integration eller den svære kunst at skabe en identitet på tværs af kulturer. 

Den mest overraskende læseoplevelse, jeg har haft i år, er MORGENSTJERNEN af Karl Ove Knausgård, som var på alles læber, særligt i månederne efter den første nedlukning. Jeg købte bogen, men imellem lærerlivet og skrivende forfatter og klummer på ugentlig basis, nåede jeg aldrig at sætte mig godt til rette med bogen. Det gjorde jeg så, da MOSAIK gik i trykken i april. Og jeg er endnu ved at forstå, hvad MORGENSTJERNEN går ud på.

En forfatter, der har været med til at præge min egen skriveproces, er min afdøde far, som også var forfatter. Jeg har i mange år forsøgt at løbe væk fra mit ophav, men indset, at jeg alligevel er gået i mine forældres usynlige fodspor. Min far havde en daglig rutine, hvor han skrev i tre ryk, i takt med solens gang, hvilket aldrig blev påvirket af livet omkring ham. Jeg har tænkt meget på min far under tilblivelsen af MOSAIK, fordi den også handler om ham, men især har jeg tænkt over, at når han valgte familielivet fra for at skrive, var det ikke, fordi han var egoistisk, men fordi han levede igennem litteraturen. Det var det eneste, som holdt ham i live, efter han mistede sit Kabul, for at jeg kunne få mit København.

Geeti Amiri anbefaler