34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 499 kr.

Thomas Brunstrøm

Han finder inspiration til bøger, når han går, drømmer om at være detektiv og har lært det meste af det, han ved om historie, fra Fedtmule. Forfatteren til bøgerne om Sallys far fortæller om sine læsevaner.

Af Sisse Tvegaard Andersen

Det allerbedste ved bøger er … at man får mulighed for at trænge ind i hovedet på alle mulige mennesker. Og sidde i sin sofa og pludselig kunne identificere sig med pirater og bandemedlemmer og konger og musketerer og bankmænd og alle mulige andre, der slet ikke ligner en selv. 

De bøger, jeg fik læst højt som barn, var … alle mulige forskellige, vi brugte biblioteket ret flittigt. Jeg kan bedst huske EMIL FRA LØNNEBERG, fordi jeg dels syntes, Emil var sjov, og dels, at Emils far var superuhyggelig. Det synes jeg sådan set stadig. 

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var … ‘Fedtmule og klassikerne’-serien, der bl.a. talte ‘Fedtmule Beethoven’, ‘Fedtmule Gutenberg’, ‘Fedtmule Eiffel’ og ‘Fedtmule Columbus’. Altså løst gendigtede virkelige begivenheder med Fedtmule i hovedrollen. Jeg vil gætte på, at 80 procent af den viden, jeg har om historie, kommer fra Fedtmule. 

En bog, jeg ofte giver i gave til (folk med) børn, er … Jeg er sandelig ikke for fin til at give min egne bøger i gave, men ellers anbefaler jeg tit Lea Leténs GAVEN TIL FAR. Jeg har en fornemmelse af, at den ikke er voldsomt kendt, og det er simpelthen en skam, for den er virkelig fin. Den handler om drengen Knud, der køber en flot kam til sin far, men så kommer i tanker om, at hans far er skaldet. Bare rolig, den ender godt!

Mine børn elskede, når jeg læste højt fra … noget, jeg også var begejstret for. Der er alverden til forskel på godnatlæsning af pligt og så godnatlæsning, hvor alle tilstedeværende synes, det er sjovt eller spændende. Vi var eksempelvis meget glade for DEN UTROLIGE HISTORIE OM DEN KÆMPESTORE PÆRE af Jakob Martin Strid.

Børn er EKSTREME litteraturforbrugere

Da jeg læste højt for mine børn, foregik det ofte … i mine børns senge. Selv om man nogle gange selv er ved at falde i søvn, er det et dejligt ritual at være fælles om noget som sidste punkt på dagen. Jeg kan faktisk godt savne det. 

Jeg griner altid, når jeg læser … Kim Fupz Aakesons børnebøger. Eksempelvis VERDENS UARTIGSTE DRENG, som handler om en dreng, der ikke kan lyve – derfor bliver hans forældre nødt til at sende ham på lyveskole, så han kan lære det. Kim Fupz har sådan en særlig tone, så man ved, at det er en Fupz-historie, selv om man ikke læser forfatternavnet, og den her er utrolig Fupzk. 

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være … Jupiter Jones fra den fantastiske serie DE TRE DETEKTIVER, som nogen i den grad burde genoptrykke. Jeg har ikke opklaret en eneste forbrydelse i mit liv, men det kunne jeg så få ordnet den dag.

Jeg finder inspiration til mine bøger, når … jeg går. Jeg kan sagtens sidde i timevis og glo ind i min computer uden at få en idé, men så snart jeg bevæger mig, sker der et eller andet. Desværre er jeg ikke typen, der går rundt med en lækker læderindbundet notesbog, så jeg sender utroligt mange telegramagtige mails til mig selv. Som jeg måske/måske ikke er i stand til at huske betydningen af, når jeg læser dem igen. 

Det er fedt at skrive bøger til børn, fordi … de på en eller anden måde er mere ekstreme litteraturforbrugere end voksne. Hvis de keder sig det mindste, gider de slet ikke at høre historien færdig – men hvis de godt kan lide bogen, vil de nogle gange have den læst højt 20 aftener i træk. 

Thomas anbefaler